Gensyn med Kathmandu

Inden vi skulle afsted fra Chitwan fortalte Katrine lige om et Facebookopslag hun havde læst; det eneste jeg når at tænke og sige, er: “hvis du siger at en bus er kørt galt i bjergene, så dør jeg!” Katrine blev meget stille og bleg. En lokalbus med ca 50 lokale var væltet/kørt ud over en skrænt. 24 nepalesere døde. Selvfølgelig sagde de at bussen var slidt og overfyldt, men det ændrede ikke rigtigt ved mine nervers flossede tilstand.

Vi ankom dog sen eftermiddag tilbage i Kathmandu helt uskadte. Her skulle hele gruppen mødes igen og fejre Holi, farvefestival. Og her gik det op for mig, at det var vores sidste tur i bus gennem bjergene på HELE turen. Yeah! Vi gik direkte mod alobar1000 hostel. Jeg havde godt nok tjekket og opdaget at det ikke skulle have ledige senge, men vi prøvede. Der var ikke ledige senge. Vi fandt et andet hostel. Ultra tæt på hvor vi boede før og på go beyond-kontoret. Det var virkelig billigt; 20 kroner pr nat. Til gengæld var der ikke noget fællesrum, hvor vi kunne opholde os, så det måtte blive i sengerummene. Efter at have fået virkelig god mad (burritos og god rød bøf) på en mexicansk restaurant fordelte vi senge og pakkede ud. Nedenfor hotellet lå den mest fantastiske cafe, the cafe with no name. Den er et 100% velgørenhedsprojekt og en lille oase af vestlig afslapning og stilhed her midt i Kathmandu. Allerede fra start vidste jeg at dette ville blive mit opholdsrum og mit tilholdssted.

Den 12 marts var der Holi festival (farvefestival) i Nepal og det skulle vi da opleve. Vi vidste egentlig ikke så meget om hvor og hvordan Holi skulle afholdes, men ville bare kastels ud i det. Med det samme vi trådte ud på gaden blev vi overfaldet af turister og nepalesere som smed farvestøv efter os. Og sådan fortsatte dagen så bare. Alle folk smurte hinanden ind i far og råbte ‘happy holi’. Ruten gik igennem byen og man snakkede med folk til højre og venstre. Vi måtte flygte lidt fra kaskader af vand, da det gik op for os at på hvert eneste hustag hang unge nepalesere ud over kanten og kastede med vandposer og tømte hele spandes vandindhold ud over kanten og ud over uskyldige Holi festtyper. Lige præcis vandmængderne var noget der lagde lidt en dæmper på det sjove, indtil det gik op for os hvor sjovt det var at flygte og skjule os. Der var ikke gået mere end en halv time, så var vi alle farvede fra top til tå i alle regnbuens farver (af og til udmøntede det sig i brun, fordi det blev blandet godt og grundigt sammen af vandet). Efter en time var vi blevet spredt i tre-fire grupper, dog alle med retning mod festpladsen på Durbar Square. Da vi nåede denne, var der den vildeste fest igang. Alle hoppede og dansede og sang med på alskens rytmer. Farvepulveret blev konstant smidt i luften og det gik nok også lidt udover mit kamera, som havde fået farve i sig. I midten af pladsen var en kæmpe pyramidelignende platform, som var fuld af mennesker, der også dansede og sang og nogle spillede på kæmpe trommer. Holi er virkelig en større fest end jeg havde regnet med og alle er med på den. Vi gik tilbage til hotellet for at forsøge at mødes op igen. Vi købte et par øl på vejen. På hostlets rooftop spiste vi sandwich og drak nogle øl. Efter sigende skulle farvepulveret været forholdsvis nemt at få af. Men da jeg gik i bad om aftenen havde jeg stadig farve tilbage diverse steder på kroppen, men især mit hår var blevet hårdt ramt. Den røde farve i mit hår ved mine tindinger vil ikke komme ud. Jeg tænker, at den må slides ud. Men alle de unge mennesker siger også, at det er godt til mig med lidt lyserøde hårtotter… Det havde virkelig været en sjov og meget spontan dag i festens og glædens tegn.

Jeg tog ikke med i byen i alle mine farver, men sad i stedet på cafeen og nød lidt tid for mig selv. Det er der ikke så meget af på de hersens ture, hvilket også er fint og dejligt. Men det kan også være lidt hårdt at være så meget på og social hele tiden.

Næste dag var det tempeldag. Vi startede hos GoBeyond, hvor den danske rejsevejleder var startet. Det var helt vildt dejligt at få en masse gode råd fra hende, som var ganske friske, fordi hun selv lige har været rundt til diverse ting i og omkring Kathmandu. Meganice.

Herefter tog vi ind til et tempel inde i byen, hvor vi åbenbart var dagen før under Holi. Denne bydel er fyldt med templer. Det tempel vi gerne ville ind og se er det med den levende gudinde, men det er vist noget med at hun kun er i vinduet klokken 4. Egentlig er det nok også mere historien omkring hende der er fascinerende. Hele optagelsesprocessen er fir vildt grænseoverskridende, men også spændende.

Det koster penge at komme ind i byområdet. De penge de får bliver alle brugt på genopbygning af de gamle templer, som er ret medtagede efter jordskælvet i 2015.

Vi besluttede ikke at gå derind, da vi jo egentlig havde været der. Vi greb en taxa til ud til et-eller-andet-Asiens største stupa, Bodhnathtemplet. Vi kom gratis ind ved at vise vores isic ungdomskort. Det er vist ikke helt efter bogen, men hey. I øvrigt ville jeg hjertens gerne have betalt for at komme derind og se på mesterværket/varemærket. Vi var kommet ret sent, men solen var helt perfekt og smuk omkring stupaen. Templet (eller hvad en stupa nu egentlig er) var kridhvidt på hele fundamentet og skinnende pure guld på toppen. På toppen var også malet et ansigt, Buddhas øjne. Derudover hang der flotte og farverige bedeflag fra toppen og ned til hvert hjørne. Her var bare helt igennem flot. Det var faktisk lidt svært at gå derfra, men vi skulle videre til et hinduistisk tempel, Pashupatinathtemplet, hvor der forgår kremeringer åbent, så alle kan se med. Vi gik derhen og kom til slut gennem en park. I parken stod en forsamling af mennesker omkring, hvad vi opfattede som en afdød. De kiggede meget på os, som om vi brød ind i deres private begivenhed, hvilket vi jo også gjorde, dog uden at stille os og kigge uhæmmet. Vi blev lidt forvirrede over hvorfor de stod her og ikke nede ved floden. Måske svaret er at finde i familiens økonomi. Desuden var det underligt, at der stod en familie og tog afsked med et elsket familiemedlem, mens der rundt om gik køer, sad diverse sælgere og var gang i både en fodbold- og volleykamp ligge ved siden af.

Rødrumpeaberne var sådan lidt aggressive her og der var mange af dem over det hele. Da vi endelig fandt ned mod tempelpladsen var det ved at være lidt koldt. Igen kom vi ind via vores isic ungdomskort. Men jeg tror ikke man rigtig kan det, de blev bare forvirrede over kortet og stressede over, at der kom flere til betalingskøen.

Det er ikke rigtig templerne man kommer her for. De er nedslidte og man må som ikke-hindu ikke komme ind i dem. Stedet er kendt blandt turister for sine rituelle ligbrændinger ved floden. Da vi var kommet ind gik vi ned mod floden. På nogle platforme brændte adskillige store bål. Floden er ret lav og meget beskidt. Der ligger forholdsvis mange brænderester i floden. Over på den anden side af floden er der afsatser man kan sidde på og følge med i det hele. Det er en del af den hinduistiske tro, at holde kremeringsprocessen offentligt, så alle kan følge med. I buddhismen holder man ceremonien intern og lukket. Til gengæld er det ret vigtigt i begge religioner at kremeringen sker umiddelbart efter dødens indtræffen (modsat i vores religion, hvor vi venter omkring en uges tid). Da vi havde sat os gik en ny ceremoni igang. Det var ret spændende at følge med i; først renser de pårørende på skift den afdøde med vand fra den hellige flod. Så ligger de en blomst. Den afdøde bliver svøbt i orange klæder/lagner. Under hele processen, som tager ret lang tid, står den ældste eller yngste søn (afhængig af om det er mor eller far) ved siden og overvåger det hele. Er det en mand, der er død, er det ikke unormalt at enken græder meget højlydt. Under processen blev der oppe fra siddepladserne spillet (måske lige lidt lystig) musik. Da renselsen var overstået blev afdøde båret hen på en brændestabel og kvinderne, som ikke må være med under kremationen, gik væk. Samme søn, som var med under renselsen, er den, som skal sætte ild til bålet. Inden da fjerner de der står for kremeringen dog tøj fra inde under klædet. Det er de ting familien har givet afdøde med på sin videre færd (nyt liv og alt det det), som nu fjernes og smides i floden. Floden er i øvrigt hellig fordi den går ud i Ganges, sådan som jeg forstod det. Nu sætter sønnen så ild på sin afdøde far eller mor, som overdækkes med halm, så man faktisk kun kan se dette. Det tager ca 3 timer for en mandekrop at brænde helt og ca 4 timer for en kvindekrop (på grund af ekstra fedtlag).

Herfra hapsede vi en taxa hjem, hvor vi kunne filosoffere lidt mere over vores kulturforskelle. Det er ret vildt at de her mennesker ligger noget der er så privat, som afsked med et familiemedlem, ud til offentlig skue. Det er lidt fantastisk at de tror så meget på troen, at det netop hjælper den gennem den sorg de er i, fordi de ved at afdøde allerede er væk og på vej mod et nyt liv. Jeg bliver simpelthen nødt til at læse mere, det er sindssygt interessant.

Dagen efter havde nogle stykker af os brug for at komme ud og se på et det sidste lille stykke med nepalesisk natur inden vi tager videre.

Klokken 5.15 blev vi hentet og kørt ud til et udsigtspunkt, Nagasok, hvor vi skulle se solopgangen. Det nåede vi så ikke helt. Det gjorde ikke noget, for vi ville egentlig bare se udsigten over Himalaya, men vores guide prøvede at finde en årsag. Det kunne jo kun være fordi vi kom fem minutter for sent ned, trods det at sol altså var stået op for mere end fem minutter siden. Her var virkelig flot, men også lidt diset. Længere oppe i bjergene gik vi ned igennem stier, terrasser, lokale templer og små landsbyer. Vores var vildt informativ og vidste rigtig meget om alt muligt. Der var ikke nogen tvivl om, at han var en sublim historisk og kulturel (forholdsvis ung) guide. Til gengæld… var han på ingen måde en bjergguide eller trekker. Mens vi piger bare gik og snakkede, grinte og nød natur og udsigt lignede han en der var ved at få et hjertetilfælde. Sveden dryppede af ham og han var total stakåndet. Hvis vi spurgt om noget fik han fremstammet, at han ville fortælle om det ved pausen. Det var lige til at få ondt i hjertet af og dårlig samvittighed over. Vi prøvede lidt at tage nogle ekstra fotobreaks for hans skyld, hvor han kæmpede for at få vejret igen. Go beyond blev også ved med at kalde dele af turen for trekking. Jeg vil helt klart altid kalde det en lidt hård gåtur.

Det var ret hyggeligt at gå gennem de her lokalsamfund, hvor folk bare smilte til os og dyrene løb frit rundt om benene på os. Når vi gik her i bjergbyerne blev det virkelig tydeligt hvor få penge der har været til gennemopbygning af huse, templer og andet efter 2015-jordskælvet. Mere end hver anden bygning er gået fra hinanden. Nogle steder boede folk der stadig, fordi de ikke havde ressourcer til genopbygning andre steder på de i midlertidige hus mens de byggede det nye hus op igen. Templerne var en lidt en anden historie. Vi passerede et buddhistisk tempel i guld og hvid. Fuldt udsmykket. Det fedeste ved det var næsten, at det så splinternyt og ubetrådt ud endnu, så vi besøgte inden nogen andre. Det var virkelig flot og der var helt sikkert lagt mange kræfter og penge i dette sted. Et andet sted var der bygget et træskur, på en plads hvor resterne fra det gamle tempel lå som drivtømmer. Lidt tragisk. Guiden fortalte at de her bjergbyer øst for Kathmandu slet ikke var særlig hårdt ramt, selvom det kunne se sådan ud for os. Grunden til ar det ser ekstra slemt ud her er fordi at husene og templerne er gamle. Og også bygget på ældre manér. Han viste os nogle af de huse, der ikke var blevet påvirket i særlig høj grad, moderne murstensbyggeri.  Epicenteret for jordskælvet lå nord for Kathmandu og var omkring Everest base Camp. Skælvet blev vurderet til 7,8 på den dersens skala, hvilket er det højeste Nepal nogensinde har været udsat for. Jeg synes virkelig, at det er skræmmende hvor hårdt befolkningen virker til at være blevet ramt på deres hjem. Og de har bare ikke ressourcerne til at genopbygge husene særlig hurtigt.

Dagens sidste stop var den lille by Bandhipur. Det kostede 1500 rubies at komme ind, som alle blev brugt på genopbygning efter jordskælvet. Byen var meget medtaget alle steder og det var på en måde en stor byggeplads at vade rundt i. Ser man bort fra det, var det en så hyggelig by med så meget sjæl. Det ret skønt at se noget af det gamle Nepal.

Jeg læste i en gammel guidebog om Bandhipur, at de lige var blevet færdige med at rydde op efter jordskælvet. Set på hvornår bogen var fra kan jeg regne ud, at 2015skælvet må være sket lige efter de har ‘erklæret’ sig færdige. Det er virkelig synd for dem. Helt antiklimaks.

De sidste par dage blev brugt på shopping og at sende en kasse med diverse ekstra tøj og tørklæder hjem. Jeg har som altid købt alt for mange unyttige souvenirs, men man kan jo ikke lade være…

De sidste par dage har vi ud over gode momos (Nepals svar på kinesernes dumplings; brødpakker med diverse indhold, mad eller dessert) mest fået vestlig mad. Vi er ikke så meget trætte af det nepalesiske køkken som at vi aldrig rigtigt er blevet imponeret og kommet med på holdet. Bortset fra når vi har fået mad ude på forskellige vandre-/teltture, hvor det har været virkelig god mad, så har vi altså været lidt rådvilde når maverne begyndte at give lyd fra sig.